Første blog nogensinde. Hmm en mærkelig fornemmelse, det minder lidt om at skrive dagbog men giver andre, vildt fremmede mulighed for at læse den lille skrevne tekst. Første tanke er dog, hvem pokker kommer så til at læse det her?? er der nogen som rent faktisk læser det?? Og betyder det egentlig noget om nogen læser det??.

Til det sidste spørgsmål, mit eget svar på om det egentlig betyder noget om nogen læser dette, nej egentlig ikke. Men det er da dejligt hvis der er nogen der gør, for ellers ville man vel ikke blive blogger hihi.

Nå men lidt om mig, jeg er 36 år. Hvad jeg laver tja, jeg har mange titler mor, datter, veninde, ven, elsker, kok, rengøringskone og jo så er jeg sygeplejerske :0). Min arbejdsuniform er dog ikke en af de der fikse nede fra pornoshoppen, men hospitalets kedelige uniform, hvilket iøvrigt passer mig helt fint. For ser I min teori, når jeg fortæller mænd, at jeg er sygeplejerske findes der 2 kategorier:

1. Der er dem, der ikke siger noget men du kan næsten mærke tøjet er blevet flået af og du er blevet placeret i en af de uniformer nede fra pornoshoppen inde i deres hjerne (sidder nu og tænker gad vide hvad min mandlige kollega ville sige til at blive placeret i sådan en?? Han oplever nok ikke det på samme måde).

2. Og så er der den anden kategori mænd, dem der begynder at fortælle dig om deres sygehistorie eller et familiemedlems sygehistorie.

Hvilken kategori vil jeg så helst tilhøre 1 eller 2, må sige at jeg helst vil høre til kategori 2. Det er altså ikke fordi jeg er sippet, der er bare nogle ting som er personlige og så bliver den lidt brugt med de kommentarer der kan komme.

På et tidspunkt var jeg lidt træt af begge kategorier, hvilket resulterede i at når jeg var ude og skulle præsentere mig selv og mit erhverv lød det;

"Hej jeg hedder!! jeg arbejder med tis, lort, blod og bræk til hverdag!!"

Kan I forestille jer hvordan de ser ud hihi...


Jamen mere om mig, jeg er som sagt MOR en anden defination af mig. Nu sidder I nok og tænker 36 år, hun har sikkert en lille nuller, men nej jeg har en søn på 18 år. Jøses selvom de er blevet 18 år holder man ikke op med at være mor. Det er ikke fordi han på nogen måder er dum eller ikke kan klare sig selv. Nej jeg har nok bare svært ved, at slippe noget af rollen som mor.

Så jeg vasker stadig hans tøj, ligger det sammen og ind på hans seng. Jeg er dog holdt op med at smøre madpakke og gøre rent på hans værelse for længe siden, men gud hvor skal jeg styre mig selv for ikke at kaste mig ud i en gang rengøring. Værelset er jo til tider direkte sundhedsskadeligt jøses altså. Men gud hvor jeg elsker min dreng, det har jeg gjort fra den dag jeg vidste han eksisterede. Jeg var 17, da han kom til verden. Det er den største bedrift i mit liv, jeg har aldrig fortrudt et sekund. Det har ikke altid været nemt, men jeg har klaret den til bravur, ung mor er ikke nødvendigvis en dårlig mor, hun kan være lige så klar som en der er ældre.


Rengøringskone og kok, kan man vel godt lige slå sammen ikke. MAD!!! Jeg elsker at lave alt muligt mad, bage kage, lave konfekt samt meget meget mere.. At stå i et køkken stresser mig af for det meste. Nu skal I endelig ikke tro, at der ikke findes dage hvor jeg ikke gider at stå i et køkken.. De findes ofte, det er ofte de dage hvor der mangler inspiration eller jeg er meget træt. Jeg arbejder nat, så nogen gange er jeg stadig træt, når der skal laves aftensmad. Rengøring tja det skal overståes derhjemme, men ude ved andre der går det sjovt nok legende let og det er ikke noget jeg betragter som hårdt overhovedet. Måske er det fordi det er sjovere, at gøre rent for andre og den glæde det giver dem at slippe, aner det ikke. Men det gør mig glad, at glæde andre, det er sådan jeg er.