Sandhedens time

Forleden dag havde jeg en meget interessant samtale med en skøn og dejlig veninde. Det har været en samtale ud af mange de sidste 14 dage med flere. Men lige den her veninde ramte noget i mig, som jeg simpelthen ikke kunne slippe. Jeg har været single af valg i et par år, ikke at jeg ligefrem har levet i cølibat i alle de år. Men det sidste stykke tid har jeg, det har bragt mig ind i en fase, hvor jeg har kigget tilbage på mine tidligere forhold (har været der før og der er ryddet op). Mere for at kigge på gamle mønstre og stillet spørgsmål til mig selv, som jeg aldrig har tænkte over.


Jeg startede med, at læse en af Sari Norkola, den har været gemt væk i mange år. Udfra de spørgsmål min veninde stillede og min egne hudløs ærlige svar, synes den passende.

Passivitet skaber tvivl og angst. Handlinger bringer selvtillid og mod. Hvis du vil vinde over din angst, så lad være med at sidde hjemme og tænke over det. Kridt skoene og kom på banen! 

Et citat i bogen der ramte og var noget af det min veninde havde sagt.

Jeg fik min første rigtige kæreste, da jeg var 14. Idag er jeg 36 år og set tilbage, så har jeg aldrig scoret en mand/kæreste, det er sørme dem der har scoret mig. De fleste forhold seriøse, som uforpligtende har været længere varerende.

Et kapitel i bogen hedder Når kærligheden møder angsten. Jeg har valgt at gengive kapitlet her.

Når angst og kærlighed mødes, kommer de op og slås, indtil den ene af dem taber. Mod er en forudsætning for kærlighed.

Kærligheden er blind, fordi den ikke ser skræmmebilleder om, hvad der kan ske, hvis manden finder en anden, dør eller går konkurs...

Som en kendt psykiater siger; Du kan ikke føle kærlighed og angst samtidig.

Mange voksne mænd er nogle bangebukse med hensyn til kærlighed. De bliver ikke forelskede, for angsten vinder hvergang. Disse mænd er lette at genkende. De afslører sagen allerede ved det andet eller trejde møde. De taler ikke om angsten, men om, hvad de ikke ønsker at give. - Du er en fantastisk kvinde, men det med dine børn.. der har vi et problem... - Du bor for langt væk, og jeg har ikke tænkt mig at flytte sammen med nogen foreløbig.. lad os se, hvad der sker... - Du kræver, at jeg skal love noget, som jeg ikke ved, om jeg vil synes er en god ide om en måned, og jeg vil ikke såre dig, så det er måske bedst, hvis vi ikke ses mere..

Manden bruger sin angst i argumenter, du ikke kan modsige. Du kan kun måbe over, om han virkelig mener det, når han kan finde på at sige: - Du vil nok blive sur, hvis jeg alligevel ikke har lyst til at være i et forhold om nogle måneder.. Desværre kan du godt regne med, at han mener det.

Jeg kender flere mænd, hos hvem angsten forhindrer dem i at binde sig. Selv synes de, at de bare beskytter sig selv for ikke at blive forelsket og for at undgå de forandringer, det ville medføre. Når sådan en mand møder en kvinde, som er villig til at elske ham og genopbygge en fælles fremtid med ham, dukker angsten op med det samme.

Manden begynder at nedværdige kvinden og skubbe hende væk for at beholde sin frihed og undgå at lave om på sit liv. Du kan regne med at møde en mand som denne, når du er desperat. Når kvinder har svært ved at klare huslejen og regningerne, og der skal slås et søm i væggen, plejer skæbnen at drille hende ved at præsentere en kærlighedsbangebuks for hende.

Det er en mand, der instinktivt kan fornemme, at hans tegnedreng lokker kvinden mere end hans hjerte, hans intelligens eller bulen foran i hans bukser. Kig derfor nøje på dit hjerte, hvis du er forelsket i en kærlighedsbangebuks. Ville du elske ham, hvis du havde hans formue/indtægt og han din? Hvis svaret er ja, vær tålmodig. Ingen mand har lyst til at blive bedraget i kærlighed, så det er helt op til dig at forsikre ham om dine ægte følelser eller nøjes med at have det skægt med ham uden forpligtelser.

Den sidst nævnte mulighed er nok mest teoretisk - det har vist sig, at i kvindernes indre univers har ethvert knald sin pris. Enten koster det følelsesmæssigt engagement, en tur i bio, et søm i væggen eller meget mere. I forretningsverdenen findes der ingen gratis frokost, i kvindernes verden igen gratis knald.

Ungkarle ved mere om kvinder, end gifte mænd gør; hvis de ikke vidste bedre, ville de også have giftet sig.

Nogle gange kan det næsten se ud, som om at kun de kvinder, der ikke er forelskede, kan få en kærlighedsbangebuks til at binde sig i et forhold. Deres følelser overfor manden er små eller skiftende, og dermed skaber de ikke en trussel for hans liv. Tværtimod, det kan være mest interessant for denne type mand at være i et forhold med en kvinde, som han konstant skal overbevise om sin excellence. Sådan holder han fast i en erobringsproces. Kedsomhed eller hverdagen kommer ikke snigende, og manden kommer aldrig i nærheden af en situation med kvinden, hvor han skal betale regninger.

Kærligheden er og forbliver en leg, og parret bliver aldrig et team med fælles mål og strategier. Når forførelseslegen har stået på lidt for længe, sidder manden og kvinden i hver sin bås, alene. Formålet med forførelsesfasen var at øve sig på samlivets facetter, ikke at holde dem på afstand. 

Mænd er dog ikke de eneste, der frygter kærligheden. Også kvinden, kan være angst for kærligheden, men af andre grunde. Manden er bange for, at hans liv skal forandre sig, og kvinden ønsker forandring, men frygter intimitet. Begge er som vilde dådyr, så hvordan skal de tæmmes?

Meget tankevækkende kapitel for mit vedkommende, nu er det mange år siden bogen er blevet skrevet og idag vil jeg sige: Jeg har dele af beskrivelsen af manden med og det hele som hun skriver om kvinden.
konklusion: Jeg er nok mest single fordi

1. Jeg ønsker ikke den store ændring i min hverdag, frihed er vigtig.
2. Frygten for intimitet som regel skaber kaos og man skal risikere at give sit hjerte til en, der ikke er det værd.
3. Jeg har altid klaret mig selv, er meget selvstændig og sætter en stor ære i at forsørge mig selv.
4. Jeg har ikke mødt den rigtig, som deler de værdier som er vigtige for mig.

 Nu vil jeg videre med læsningen på min indre øde ø og læse videre i bogen. Man er aldrig for gammel til at lære noget nyt og arbejde med sig selv er en udfordring jeg gerne tager imod.

 

 

 

 

 

Første blog nogensinde. Hmm en mærkelig fornemmelse, det minder lidt om at skrive dagbog men giver andre, vildt fremmede mulighed for at læse den lille skrevne tekst. Første tanke er dog, hvem pokker kommer så til at læse det her?? er der nogen som rent faktisk læser det?? Og betyder det egentlig noget om nogen læser det??.

Til det sidste spørgsmål, mit eget svar på om det egentlig betyder noget om nogen læser dette, nej egentlig ikke. Men det er da dejligt hvis der er nogen der gør, for ellers ville man vel ikke blive blogger hihi.

Nå men lidt om mig, jeg er 36 år. Hvad jeg laver tja, jeg har mange titler mor, datter, veninde, ven, elsker, kok, rengøringskone og jo så er jeg sygeplejerske :0). Min arbejdsuniform er dog ikke en af de der fikse nede fra pornoshoppen, men hospitalets kedelige uniform, hvilket iøvrigt passer mig helt fint. For ser I min teori, når jeg fortæller mænd, at jeg er sygeplejerske findes der 2 kategorier:

1. Der er dem, der ikke siger noget men du kan næsten mærke tøjet er blevet flået af og du er blevet placeret i en af de uniformer nede fra pornoshoppen inde i deres hjerne (sidder nu og tænker gad vide hvad min mandlige kollega ville sige til at blive placeret i sådan en?? Han oplever nok ikke det på samme måde).

2. Og så er der den anden kategori mænd, dem der begynder at fortælle dig om deres sygehistorie eller et familiemedlems sygehistorie.

Hvilken kategori vil jeg så helst tilhøre 1 eller 2, må sige at jeg helst vil høre til kategori 2. Det er altså ikke fordi jeg er sippet, der er bare nogle ting som er personlige og så bliver den lidt brugt med de kommentarer der kan komme.

På et tidspunkt var jeg lidt træt af begge kategorier, hvilket resulterede i at når jeg var ude og skulle præsentere mig selv og mit erhverv lød det;

"Hej jeg hedder!! jeg arbejder med tis, lort, blod og bræk til hverdag!!"

Kan I forestille jer hvordan de ser ud hihi...


Jamen mere om mig, jeg er som sagt MOR en anden defination af mig. Nu sidder I nok og tænker 36 år, hun har sikkert en lille nuller, men nej jeg har en søn på 18 år. Jøses selvom de er blevet 18 år holder man ikke op med at være mor. Det er ikke fordi han på nogen måder er dum eller ikke kan klare sig selv. Nej jeg har nok bare svært ved, at slippe noget af rollen som mor.

Så jeg vasker stadig hans tøj, ligger det sammen og ind på hans seng. Jeg er dog holdt op med at smøre madpakke og gøre rent på hans værelse for længe siden, men gud hvor skal jeg styre mig selv for ikke at kaste mig ud i en gang rengøring. Værelset er jo til tider direkte sundhedsskadeligt jøses altså. Men gud hvor jeg elsker min dreng, det har jeg gjort fra den dag jeg vidste han eksisterede. Jeg var 17, da han kom til verden. Det er den største bedrift i mit liv, jeg har aldrig fortrudt et sekund. Det har ikke altid været nemt, men jeg har klaret den til bravur, ung mor er ikke nødvendigvis en dårlig mor, hun kan være lige så klar som en der er ældre.


Rengøringskone og kok, kan man vel godt lige slå sammen ikke. MAD!!! Jeg elsker at lave alt muligt mad, bage kage, lave konfekt samt meget meget mere.. At stå i et køkken stresser mig af for det meste. Nu skal I endelig ikke tro, at der ikke findes dage hvor jeg ikke gider at stå i et køkken.. De findes ofte, det er ofte de dage hvor der mangler inspiration eller jeg er meget træt. Jeg arbejder nat, så nogen gange er jeg stadig træt, når der skal laves aftensmad. Rengøring tja det skal overståes derhjemme, men ude ved andre der går det sjovt nok legende let og det er ikke noget jeg betragter som hårdt overhovedet. Måske er det fordi det er sjovere, at gøre rent for andre og den glæde det giver dem at slippe, aner det ikke. Men det gør mig glad, at glæde andre, det er sådan jeg er.